Ikke din fars IT-innovation!

I går foreslog en lederartikel i The Guardian, at den nuværende globale økonomiske krise er “ikke din fars recession”. I stedet for blot at være den seneste nedgang i en økonomisk cyklus, som har været med os siden 1945, mener lederskribenten, at denne recession er meget anderledes end dem, vi (og vores forældre) har oplevet tidligere.

Samme dag inviterer Andy Powell på eFoundations blog os til at overveje universiteternes rolle i en Web 2.0-verden? Andy mener, at Committee of Inquiry into the Changing Learner Experience (CLEX)‘s rapport om “Higher Education in a Web 2.0 World” burde have forsøgt at besvare spørgsmålet “hvad er universiteternes rolle i en Web 2.0-verden?” i stedet for “hvordan bruger universiteterne bedst Web 2.0 til at forbedre deres nuværende praksis?” Tilsvarende mener Andy, at den seneste CILIP2 Open Session gik glip af en mulighed for at tage fat på det grundlæggende spørgsmål “Hvad er rollen for en organisation som CILIP i en Web 2.0-verden?” i stedet for at diskutere det meget sikrere spørgsmål “hvordan bør CILIP bruge Web 2.0 til at engagere sig med sine medlemmer?”.

Andys indlæg afsluttes med at foreslå, at “hvis Web 2.0 ændrer alt, ser [han] ingen grund til, at det ikke skulle gælde lige så meget for faglige organisationer og universiteter, som det gør for boghandlere på hovedgaden”. Eller med andre ord, det handler ikke bare om, at nogle gange langsomt bevægende institutioner til sidst accepterer vigtigheden af de IT-innovationer, som de tidlige brugere har talt om – og brugt – i et stykke tid nu. Snarere skal vi ikke bare udvikle de “bedste praksisser for institutionel involvering (eller ikke) med Web 2.0”, som jeg foreslår.

Dette skal gøres (og jeg er meget glad for, at CLEX-rapporten og CILIP-fællesskabet ser ud til at have accepteret dette) – men vi skal også se nøje på de roller, som vores institutioner traditionelt har spillet, og de tjenester, de har leveret, og spørge, om disse stadig er nødvendige. På et plan skal støttetjenester i vores institutioner stille spørgsmålstegn ved deres traditionelle roller. Er der f.eks. behov for, at IT-serviceafdelinger fortsat leverer og hoster mainstream-tjenester som e-mail.

I sin blog har Chris Sexton, direktør for Corporate Information and Computing Services ved University of Sheffield og formand for UCISA, beskrevet forslag om at flytte sin e-mailtjeneste for studerende til Google – og kommentarerne fra brugerne på hendes blog virker meget positive. Og hvordan bør akademiske biblioteker reagere på den brede vifte af informationskilder, der er tilgængelige ‘derude’.

Den traditionelle tilgang har været at sikre, at informationskompetence giver brugerne mulighed for at skelne mellem kvalitetskontrollerede informationskilder, såsom akademiske tidsskrifter, og meget brugte tjenester som Wikipedia, som ikke tilbyder sådanne styrede tilgange til kvalitet. Men da vi for nylig har opdaget, at udgivere af forskningstidsskrifter som Elsevier udgiver falske akademiske publikationer, ser det ud til, at sådanne traditionelle forestillinger allerede er tvivlsomme. Ud over leveringen af tjenester som e-mail skal vi også stille spørgsmålstegn ved, om det er ønskværdigt for institutioner at levere e-mailadresser til ansatte og studerende.

Relateret: WP Engine — Premium-administreret WordPress-hosting med britiske datacentermuligheder, iscenesættelse og 24/7 ekspertsupport..

Da e-mail bruges til at autentificere registrering og efterfølgende ændringer for mange Web 2.0-tjenester, hvad sker der så, når folk forlader institutionen og dermed ikke længere kan bruge deres e-mailadresse? Ville det ikke være fornuftigt for institutioner at rådgive studerende på kortvarige kurser og ansatte på korttidskontrakter om at bruge en e-mailkonto, som stadig kan bruges, når de forlader institutionen, hvis de ønsker at bruge Web 2.0-tjenester, hvad enten det er til sociale eller akademiske formål?

Og hvis ja, hvor kort er et kort kursus? Et diplom, der varer et par måneder? En 1-årig MSc? Eller en 3-årig bacheloruddannelse? Dette er en del af en bredere diskussion om identitet i en Web 2.0-verden og fokus for et andet indlæg på eFoundations-bloggen.

“Identitet i en Web 2.0-verden er ikke institutionscentreret”, argumenterer Andy, et synspunkt som Paul Miller stærkt støtter. Joss Winn udforsker disse spørgsmål mere i dybden i et blogindlæg med titlen “The user is in control”, hvor han beskriver en skitse, som anerkender, at “universitetsstuderende er mindst 18 år gamle og har brugt mange år på ubevidst at akkumulere eller bevidst udvikle en digital identitet” og i stigende grad vil stille spørgsmålstegn ved og modsætte sig ideen om, at institutionen vil påtvinge en ny digital identitet.

Værd at se: SiteGround — Begyndervenlig delt og administreret WordPress-hosting med London-datacentre og hurtig 24/7 chatsupport..

Hvad er så “rollen for universiteter i en Web 2.0-verden?” for at vende tilbage til Andys spørgsmål? Og vil en kombination af den fortsatte økonomiske recession, mulige konsekvenser af global opvarmning og tilgængeligheden af Open Educational Resources betyde, at den traditionelle videregående uddannelsesinstitution har en fremtid? Og hvis du påpeger fiaskoen for UK eUniversity (se The Real Story Behind the Failure of U.K. eUniversity – PDF) for at argumentere for en fortsættelse af status quo, vil jeg foreslå, at det giver en værdifuld lærerig oplevelse, der illustrerer nogle af de måder at tilgå radikal transformation af sektoren, som vi nu ved, vi skal undgå.

Web 2.0 er efter min mening ikke bare det seneste i en række IT-udviklinger (der spænder fra mainframes, minicomputere, arbejdsstationer, standalone-pc’er, pc’er på et LAN, pc’er med internet- og webadgang til nutidens mobile enheder), som institutioner med succes har absorberet og integreret i mainstream. Det er ikke din fars IT-innovationer – det er noget meget mere radikalt.

Og hvis du benægter dette, opfører du dig så ikke på samme måde som musikindustrien, som nægtede at anerkende, at udviklinger som internettet, mobile musikafspillere og P2P-netværk fundamentalt ændrede, hvordan industrien skulle fungere? Eller er dette et tongue-in-cheek-indlæg, som jeg med glæde vil tage afstand fra om et par år? For at være ærlig, ved jeg det ikke. Hvad synes du?

6 kommentarer Nicole Harris den 15. maj 2009 kl. 10:00 Jeg synes, spørgsmålet ‘hvor meget bør institutioner være i forretningen med at levere identiteter til deres brugere?’ er fascinerende.

Også, hvor vigtig er den tilknytning for brugeren? Det kan ses i offentlige identitetserklæringer – det faktum, at jeg er forbundet med JISC i min e-mailadresse, er vigtigt…er det for ? Det er også vigtigt i private, sikre identitetsudtryk – min afgrænsede tilknytning af fra JISC Executive er den eneste måde, jeg kan få adgang til visse ressourcer på…i denne forstand er tilknytning uundgåelig og nødvendig. Det er det evige spørgsmål om autentificering og autorisation som separate processer.

Det virkelige problem er at finde en måde, hvorpå en institution effektivt kan formidle en brugercentreret identitet for at tilføje tilknytningsinformation, når det er påkrævet…og også tilbagekalde den, når den ikke længere er passende. Det ville være en magisk løsning. Alternativt må vi tænke på sammenhængende måder at sammenkæde konti på eller den mindre tilfredsstillende tilgang med at videregive brugercentrerede id’er som et attribut inden for den institutionscentrerede model.